Udgivet · Opdateret · Christian Søndersted, grundlægger af Flipr
Fortæl dit barn, hvad der sker, i den rækkefølge det sker, og lad barnet være hovedpersonen i en kort historie dagen før. Bed klinikken om at sige, vise og først derefter gøre.
Gør tandlægebesøget forudsigeligt: fortæl trinene i rækkefølge, brug rolige og ærlige ord, og lad barnet gennemleve besøget som hovedperson i en kort historie dagen før. Aftal med klinikken, at de først fortæller, så viser og derefter gør. Undgå at love, at intet kan mærkes.
| Trin | Hvad barnet oplever | Sådan kan du sige det |
|---|---|---|
| Venteværelset | Man venter og ved ikke hvor længe | Vi sidder lidt, og så kalder de dit navn. |
| Stolen | Den kører op og ned og kan ligge langt tilbage | Stolen er som en rutsjebane; du bestemmer farten sammen med tandlægen. |
| Lampen | Et skarpt lys lige over ansigtet | Det er en lommelygte, så de kan se dine tænder. |
| Spejl og lille krog | Noget koldt i munden, der rører tænderne | Et lille spejl og en krog, der tæller dine tænder. |
| Pudsning | En børste, der summer og kan kilde | En summende børste, der gør tænderne skinnende. |
| Røntgen, hvis det skal bruges | En lille plade, man bider på | Man bider på en plade, mens der tages et billede. |
| Sugeslangen | En slange, der slurper spyt | En støvsuger til spyt. |
| Afslutningen | Tandlægen siger, at det er overstået | Så får du lov at sige, at du klarede det. |
Aftenen før. Brevet fra tandplejen ligger på køleskabet, og dit barn har set det. “Skal jeg have noget i munden?” “Gør det ondt?” “Kan du ikke bare gå med ind?”
Du har svaret på det hele, men svarene lyder tomme, når barnet er nervøst. Og du ved, at jo mere du forklarer, jo mere fylder det.
Flipr er en app, hvor dit barn og jeres familie bliver faste karakterer i personlige historier med billeder og oplæsning. Du skriver, hvad historien skal handle om, og den er klar på under 2 minutter.
Dette indlæg er en del af guiden Sådan forbereder du dit barn på noget, de er usikre på.
Børn peger ofte på smerte, boring og bedøvelse som det mest skræmmende, men angsten handler også om det, barnet ikke kan se og ikke kan styre:
Det gode er, at alle fire kan øves på forhånd. Det er præcis dét, en historie kan.
Og du er ikke alene. En artikel i Tandlægebladet nævner, at 5 til 14 procent af børn mellem 4 og 16 år har betydelig angst for tandbehandling. De yngste er ofte skeptiske over for det nye og ukendte, mens ældre børn oftere er bange, fordi de tidligere har haft en dårlig oplevelse. Hvis det gælder dit barn, så lad historien anerkende det i stedet for at lade som om, det aldrig skete.
En finsk undersøgelse fra 2004 af 1.474 børn fandt, at smerte, boring og lokalbedøvelse blev rapporteret som det mest skræmmende. Børn, hvis familiemedlemmer selv var bange for tandlægen, var oftere bange selv, dog ikke blandt de 12-årige.
Besøgene er lidt forskellige fra klinik til klinik, så spørg tandplejen, hvad der skal ske. Tabellen ovenfor viser de typiske trin og nogle ord, der gør dem lettere at forestille sig.
Metoden hedder tell-show-do: Først siges det, hvad der skal ske, så vises redskabet, og først derefter gøres det. Den bruges mange steder, så det er værd at bede om.
Brug rækkefølgen fra tabellen, og lad barnet være hovedpersonen. Tag en person eller et kæledyr med, som barnet stoler på. Du kan for eksempel skrive:
> Mia skal til tandlæge i morgen. Hun er lidt nervøs for stolen og lampen. Hunden Baloo er med og holder øje. Der skal være et lille mod-øjeblik, og til sidst klarer Mia det og får et klistermærke.
En historie ud fra det ønske kan have en tone som denne:
> Mia satte sig i den store stol. Den kørte langsomt tilbage, som en rutsjebane i slowmotion. “Det er bare en lommelygte,” tænkte hun, da lampen tændte. Baloo lå ved hendes fødder og passede på. Tandplejeren viste hende det lille spejl først. “Det er koldt, men det gør ikke ondt,” sagde Mia. Hun talte til fem, og så var det overstået.
Eksemplet er skrevet for at vise tonen. Din egen historie får jeres navne og jeres kæledyr.
Ring gerne til klinikken i forvejen og fortæl, at dit barn er nervøst. Spørg, om I må komme og kigge på stedet først, om barnet må prøve stolen, og om du må sidde tæt på. Mange klinikker er vant til det og tager sig tid.
Hvis dit barn er meget bange, nægter at komme med eller har mavepine hver gang, så tal med tandplejen eller din læge. En historie er en hjælp, ikke en behandling af tandlægeskræk.
Du behøver ikke finde på noget i aften. Det tager få minutter:
I morgen, i venteværelset, kigger dit barn på lampen og hvisker: “Det er bare en lommelygte.” Og så går barnet selv ind. Det var dig, der gav barnet de ord.
Vil du se det først? Se eksempler på historier.
Du kan ikke nødvendigvis fjerne nervøsiteten helt, men du kan gøre besøget forudsigeligt. Fortæl trinene i rækkefølge, lad barnet være hovedpersonen i en kort historie, og bed klinikken om at sige, vise og så gøre.
Et godt udgangspunkt er en til tre dage før. Læs historien aftenen før, og mind om den kort på vej derhen.
Det afgør klinikken, og reglerne varierer. Spørg i forvejen, og aftal, hvor du sidder, så barnet ved det på forhånd.
Vær ærlig, men rolig. “Det kan kilde eller trykke lidt, og så er det overstået” er bedre end enten “det gør ondt” eller “det gør slet ikke ondt”.
Pres hjælper sjældent. Tal med tandplejeren om at tage det i barnets tempo, eventuelt med et kort besøg uden behandling, hvor barnet bare kigger og prøver stolen.