Følg Foxy og Furr i det spændende mysterie om de omvendte spor. Kan de gennemskue bjørnen Fliprs snedige fælde og finde det gyldne kompas i tågen?
”De fører den forkerte vej, Furr!” råbte Foxy og pegede på de mudrede aftryk i græsset. De dybe spor startede midt i den våde tåge, men tæerne pegede bagud, mod den dybe kløft. Hans makker, en tørstig lækat med en notesbog i poten, stirrede ned i mudderet. ”Det er umuligt, Foxy. Ingen går baglæns i en lige linje gennem denne tætte morgentåge uden at falde.” Foxy justerede sin lædertaske og knibede øjnene sammen. ”Jo, hvis de flygter fra noget, de ikke tør vende ryggen til.”
Foxy satte i løb langs sporet, mens tågen hvirvlede omkring hans ben som hvid røg. Han stoppede brat ved kanten af en skjult hule indhyllet i mosebunker. ”Se her! Sporene stopper lige her, men de vender stadig væk fra indgangen.” Furr nåede frem og gispede, mens han kiggede på de enorme stenblokke. ”Tror du, ekspeditionen nåede herind?” Foxy nikkede og trak en gammel lygte frem. ”De gik ikke baglæns for sjov. De narrede os til at tro, de forlod stedet.”
En tung skygge bevægede sig pludselig inde i hulen, og to lysende øjne stirrede ud på dem. ”Hvem vover at forstyrre Flipr?” lød en stemme, der fik jorden til at ryste under deres poter. Foxy trådte ikke tilbage, men tog et fast greb om sit kort. ”Vi leder efter sandheden om det forsvundne kompas, og vi ved, I gemmer det herinde!” Furr hviskede febrilsk: ”Foxy, han er tre gange så stor som os!” Foxy svarede uden at blinke: ”Størrelse løser ikke gåder, Furr. Det gør mod.”
Flipr, en gammel bjørn med ar over snuden, trådte frem fra mørket og spærrede vejen fuldstændigt. ”Mange leder, men ingen ser det åbenlyse, lille ræv. Hvorfor går sporene baglæns?” Foxy kiggede ned på sine egne poter og så tilbage på de mærkelige aftryk i mosen. ”De går ikke baglæns! I har byttet rundt på sålerne på jeres støvler for at lede ubudne gæster direkte i fælden.” Bjørnen tav et øjeblik, før et langsomt grin spredte sig i hans ansigt.
”Kløgtigt tænkt, unge ræv,” sagde bjørnen og trådte til side, så de kunne se det gyldne kompas. ”De fleste følger bare blidt efter uden at stille spørgsmål, men du læste tågen rigtigt.” Foxy rakte hånden ud og greb det tunge genstand mod sit bryst. ”Kom så, Furr. Vi har en ekspedition, der skal færdiggøres, før tågen letter helt.” Furr noterede hurtigt i sin bog: ”Lektion ét: Stol aldrig på retningen, før du har tjekket skoene.”
De to venner forsvandt ind i det hvide skær, mens solen endelig brød igennem de grå skyer. Verden var fuld af spor, men Foxy vidste nu, at de sjoveste mønstre altid krævede et skarpt blik. Han stoppede op et kort sekund og så tilbage mod hulen, før han forsvandt ind i skovkanten. Mysteriet var løst, men kortet i hans taske viste allerede vej mod den næste, glemte ruin. Modet var deres kompas, og eventyret var kun lige begyndt.