Følg Flipr på en spændende ekspedition gennem junglen i 'De Tre Floders Gåde'. En fortælling om mod, hurtig tænkning og det at finde sin indre styrke.
Flipr greb fat i en lian og svingede sig over de mudrede røddet, lige som jorden gav efter. Foran ham delte junglen sig, og tre floder bruste frem: en grøn som mos, en rød som jern og en helt gennemsigtig. Han standsede prustende og kiggede på sit kompas, der snurrede vildt rundt. "Det her stod ikke på kortet," mumlede han og så ned på sine mudrede poter. Han følte sig pludselig meget lille midt i alt det vilde og ukendte grønne.
"Du leder efter den glemte grotte, gør du ikke?" En gammel bjergged med arret horn trådte frem fra bregnerne.
"Hvordan ved du det?" spurgte Flipr og rettede ryggen.
"Fordi kun de modige finder vej hertil," svarede gedden roligt. "Hvis du vil igennem, må du tænke hurtigt. Følg den røde strøm til stendammen, dyk under den væltede stamme, og stop aldrig op, før vandet bliver klart. Gør du det ikke før solnedgang, lukker junglen sig, og vejen tilbage er væk for altid."
Flipr nikkede og tog en dyb indånding. Han sprang direkte ud i den røde flod, men strømmen var stærkere, end han havde regnet med. Vandet hev i hans pels, og han røg ind mod en skarp klippe. Han kæmpede for at holde hovedet oven vande, mens frygten bed i ham. Var han overhovedet stærk nok til det her? Han greb fat i en sten og trak sig op, mens han hostede. Han så mod skoven, der blev mørkere for hvert sekund. Hvis han fejlede nu, ville de andre aldrig finde den skjulte sti.
"Jeg stopper ikke nu!" råbte han mod strømmen. Han kastede sig ud igen, men denne gang brugte han sine bagben som årer og styrede sikkert udenom klipperne. Han så den væltede stamme forude og dykkede dybt ned. Vandet skiftede farve fra jernerødt til krystalklart, og pludselig mærkede han fast sand under poterne. Han svømmede det sidste stykke og kravlede op på den modsatte bred, lige som de sidste solstråler ramte grottens indgang.
Flipr stod høj og rank på den anden side af floderne. Han tørrede vandet af sin næse og så tilbage på den vilde jungle, han lige havde overvundet. Bag ham åbnede grotten sig med spor, der førte direkte mod den næste store opdagelse. Han var ikke længere bare en lille ræv på afveje; han var en stifinder. Han tændte sin lygte og trådte ind i mørket med et målbevidst smil.